onsdag den 30. juni 2010

Forløsning!


Afsløringens time er kommet....

Som rigtig mange af jer havde gættet på, er hussalg/køb det rigtige svar på den sidste tids store spørgsmål. Vi har en køber til vores hus og vi har et hus på hånden, som vi har været forelskede i meget meget længe. På mandag skal vi underskrive både salgs- og købsaftale. Iiiiiiiiiiiihhhh!!!! Hvor er det bare fedt. Jeg er så glad og lettet over, at det hele nu er faldet på plads.

Nu skal jeg ikke længere bo her:




... men her:


Mon ikke det kan mærkes at vi går fra 92 til 184 kvm. ??


Vinderen af "mens-vi-venter-konkurrencen" blev Maria Kirkeby. Rasmus valgte et nummer blandt de rigtige besvarelser.

Maria: Vil du maile mig din adresse? malenejahn (at) gmail (dot) com

Jeg sender en gave til dig - i andre må følge med hos Maria, hvis i vil se gaven ;o)

mandag den 28. juni 2010

Fantastiske far


Når man er tre et halvt og næsten syv, så er far stadig den sejeste. Og hvad er sejere end at være til koncert med sin egen far?? Det var mine tre drenge og jeg i går. Vejret var perfekt og stemningen var skøn. Drengene var så stolte og glade og trætte da koncerten var slut kl. 21. (Det er far med trompeten og de sjove bukser hihi!...)




Håndarbejde af den fineste slags


I sidste uge besøgte jeg vores lokale museumsgård med mine 2. klasser. Stuehuset er indrettet som i gamle dage. På et af de små fine værelser lå der den fineste taske. Broderet med de mindste sting i de smukkeste farver. Se lige hvor smukt det er (klik på billedet, hvis du vil se nærmere på det)





lørdag den 26. juni 2010

Mens vi venter...


...kan vi lige så godt få tiden til at gå med noget hyggeligt. Se mine to forrige indlæg og gæt med på, hvad det mon er, der (måske) skal ske. Skriv en kommentar på dette indlæg med dit gæt. Så trækker jeg lod mellem de rigtig gæt, når spændingen er udløst. Vinderen får en gave af en slags...

Billedet er lånt her

torsdag den 24. juni 2010

Liiiige lidt endnu

Hmmmm..... Det har han jo nok ret i den kære Andy
Billedet er lånt her: http://eartfair.com/blog/andy-warhol-quotes/


Jeg er ked af at måtte skuffe de af jer, der venter på en afsløring fra min side. Jeg er faktisk ved at koge over af spænding selv og er ret træt af, at det tidligst bliver mandag, jeg kan afsløre, hvad der er i gære... Men kryds bare løs af alt hvad i nu har at krydse!


onsdag den 23. juni 2010

Venter i spænding...

Der er lige ved at ske noget helt vildt spændende for os... Sådan noget, hvor man lige er ved at tisse i bukserne af spænding.

Jeg tør ikke skrive hvad det er, for så sker det måske ikke! Jeg håber meget jeg kan udløse spændingen i morgen.

mandag den 21. juni 2010

Suk -på den gode måde


I sidst uge var Hjalte på tur til den lokale museumsgård med SFO'en. Han havde fået 20 kr. med og havde købt en slikkepind til sig selv. Resten af pengene havde han brugt på denne smukke vase -til mig. Mit hjerte smeltede. Det søde betænksomme barn, der synes at jeg skulle have en gave bare fordi...!

fredag den 18. juni 2010

Aftenens klippe-klistre projekt


På mandag afholder vi Skoliade for hele 2. årgang. Når dagen er omme skal de hold, der har klaret sig bedst selvfølgelig præmieres med medaljer. Opgaven med at fremstille disse havde jeg taget på mig. Resultatet har jeg nørklet mig frem til mens England har skuffet fælt mod Algeriet i baggrunden.

1. og 3. præmierne har en sikkerhedsnål bagpå, så de kan sættes på tøjet. Sølvmedaljen har bånd af lysegult crepepapir.

Guldmedaljer med firkløvere til de heldige vindere


Sølvmedaljer pyntet med 2-taller af noget af papiret jeg fik med posten i dag fra søde Rikke


Bronzepapir var ikke til at opdrive, så 3.pladsen må nøjes med blåt karton med masser af glimmerlim...


Nu håber jeg bare på godt vejr og glade elever på mandag.

onsdag den 16. juni 2010

Piratfødselsdag


Hjalte er et af de meget uheldige børn, som er født lige midt i sommerferien. Hans forældre undskylder mange gange den dårlige planlægning...

Men men men... Selvfølgelig skal han have en fødselsdagsfest alligevel, så i går tog vi forskud på glæderne og holdt piratfest for 10 søde drenge.

Jeg havde omsorgsdag i går, så kl. 7.30, da huset var tømt for børn og mand tog jeg fat.

25 pizasnegle, 10 piratspyd, 36 muffins og 1 klar skattejagt senere tog jeg afsted til 0.a for at hente de forventningsfulde unge mænd.

Hjalte havde selv bestemt at muffins'ne skulle være "pynt selv" og det kan varmt anbefales som et sjovt indslag til børnefødselsdag. Ih, hvor de hyggede sig med glasur, krymmel, chokolade, kokosmel og andet godt.

En efterfølgende støvsugning var tiltrængt, for det triller jo, sådan noget krymmel. Men hvad gør det, når 10 drenge havde en fest med at lave den flotteste muffin?...


Piratbordet


Skatten (jeg plejer at købe sæbebobler til alle, men havde desværre ikke nået i Tiger, så de måtte nøjes med lidt slik og en flødebolle)


Pynt og piratmuffins


Arrrrrrg!!


lørdag den 12. juni 2010

Mit bidrag


Desværre havde jeg ikke mulighed for at strikke eller hækle i offentligheden i dag, hvor det som bekendt (?) er WWKiP-day. Se mere om dagen her og her.

Her til aften besluttede jeg dog, at dagen skulle fejres trods alt, så en håndfuld oldemorfirkanter jeg havde liggende, blev hæklet sammen og kantet med neonpink garn. Med bankende hjerte og adrenalinen susende rundt i blodet luskede jeg ud på gaden og syede værket fast på den nærmeste lygtepæl.

Nu sidder den der og lyser op i tusmørket. Jeg håber den bliver siddende rigtig længe, for jeg er sikker på jeg bliver glad indeni, hver gang jeg ser ud på lygtepælen.






Heldig kartoffel...


Nu har jeg igen været heldig. Jubiiiii! Jeg har vundet en såååå fin ring hos disse to piger.

Frit valg mellem en af disse...



Hvilken farve tror du jeg har valgt?



fredag den 11. juni 2010

Til kaffeselskab i Århus


I går havde vi et ærinde i Århus, så jeg pakkede de to mindste i bilen og kørte nord på.
Ærindet var der ikke noget spændende i, men heldigvis var Christina så sød at give kaffe og boller.

Vi havde mødt hinanden til blogtræf i Silkeborg, men nåede slet ikke at få snakket nok. Dejligt, at det så kunne lade sig gøre i går. Det var så hyggeligt at besøge hende og hendes lille krudtugle. Ih, hvor vi hyggede alle 5.

Jeg synes simpelthen det er så skønt at have en masse mennesker rundt om i landet, som har de samme interesser som mig, og som jeg ved, er klar til en kop kaffe og en snak, hvis jeg kommer forbi. Tak for det blogland!

Måske er det dig der giver kaffe næste gang jeg skal ud i det blå...

God weekend.


Halfdan og Luna ombord i godterne...

onsdag den 9. juni 2010

B & J's


Jeg kunne godt lige spise en masse af det her...


Gustav, Berlin maj 2010

fredag den 4. juni 2010

Slynge?

Jeg vil gerne spørge jer til råds, hvis i har erfaring med slynger. Jeg kunne godt tænke mig at have en slynge til Halfdan, som jo efterhånden er 1 1/2 år, når vi skal på ferie. Det må være rart at kunne spænde barnet på de steder, hvor det ikke er muligt at komme frem med en klapvogn.

Er der overhovedet nogen slynger der kan bruges til så store børn. Hvis... --hvad hedder sådan en fætter? Kan den syes selv? Hvor kan den evt. købes?

onsdag den 2. juni 2010

3 gaver klar til posthuset


Nu er der tre, som godt kan begynde at glæde sig, for i morgen skulle disse tre pakker gerne ligge i Sorring, Århus og Odense. Jeg håber vinderne bliver glade for bøgerne, som forhåbentlig kan bidrage til mange timers kreahygge.

God dag til jer alle.

tirsdag den 1. juni 2010

Lækre breve i postkassen


I søndags vandt jeg en give away hos Rikke, men vidste ikke hvad jeg vandt. - Kun at det var noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt -og noget godt.
  • Det gamle var et stykke af en dug med de smukkeste broderede blomster.
  • Det nye var et fint lille armbånd.
  • Det lånte var knapper og elastik fra Rikkes syæske... (jeg må gerne beholde det :) )
  • Det blå var noget stof med et rigtig fint mønster.
  • Det gode var en pose økologiske vingummier og et brev af den lækreste Pukka the.


Fra Sara var der stof og et fint fugleophæng, som vi har byttet for noget af mit tapet. I morgen skal jeg hente den sidste pakke fra hende, som venter på mig på posthuset. Det er et stykke af det fine blå/gule tapet.

Tusind tak til jer begge to for de fine ting.